>Fortalte om alle de indianere< Ride ud til indianerne.
Sheriffen havde sendt besked til fortet, fordi han mente, at det ville være bedst at sende et par kompagnier med hjælpestyrken.
Det svar, han fik, var et afslag; obersten kunne ikke undvære flere kompagnier.
I den skriftlige meddelelse forklarede obersten at han aftenen før havde sendt et beredent infanterikompagni af sted, at yderligere to kompagnier afpatruljerede jernbanen på fladvogne, og at et fjerde kompagni var detacheret til at bevogte selve byen.
Desuden var han nødt til at beholde et par kompagnier i Fort Dodge.
Hvis de absolut ville ud og lede efter cheyennerne, måtte de ride af sted alene.
Den fordømte hær, tænkte han, ikke med had, men i fortrydelse over, at han skulle have ansvaret for denne pøbel, den hjælpestyrke, der kun var ude på at dræbe indianere.
Sheriffen havde netop besluttet, at han ville forsøge at holde flokken tilbage, da en mand fra Double Shell Ranch kom galoperende hen ad Front Street på en hest, der skummede af sved.
Manden standsede ved The Alamo og råbte: »De slog lejr ved floden vest for Ford i aftes! De vil kunne være her i løbet af en time!«
Så var det ikke længere muligt for ham at holde hjælpestyrken tilbage, og han vidste det. Flokken hylede og skreg og skød op i luften, da den red hurtigt ud af byen og drejede mod sydøst.
De drev hestene fremad den første time, og så lykkedes det ham at få dem til at standse.
Han vidste at de hverken ville kunne angribe eller flygte, hvis de ikke lod hestene hvile.
De gjorde holdt på en skrænt, der vendte ud mod floden, og de lo og sludrede og pralede og var i højt humør.
Hula Hula Musiker-Børsen fortalte om alle de indianere, han havde dræbt, og Ole bekræftede hans beretninger.