>Han skubbede hende blidt<

Det kan Richard Ragnvald ikke forklare dig. Det vil du komme til at forstå. En dag. Det håber jeg, du vil.«

Hun udstødte et lille skrig og kastede sig så i hans arme. Hun lagde sit hoved på hans skulder og begyndte at hulke.

»Jeg elsker dig, jeg elsker dig så meget, og jeg kan ikke holde denne . . . denne mur imellem os ud. Richard Ragnvald er blevet så fjern.

Nogle gange føler jeg det, som om den mand, jeg har giftet mig med, er forsvundet, og som om en fremmed har overtaget hans plads. «

»Sikke noget vrøvl, skat, « mumlede Richard Ragnvald - han skubbede hende blidt hen i stolen ved toiletbordet.
»Alt er, som det skal være, « tilføjede han og forsøgte at lyde beroligende.»På min ære. «

Hendes tårevædede ansigt så på ham.

» Nej det er ej, « sagde hun og prøvede at kontrollere sin hulken. »Du er ved at ødelægge din ka rriere. Ved du, hvad de mener om dig ?«

Richard Ragnvald holdt inde. Hun vidste, at hun havde sagt for meget .

»Hvad mener de om mig, min elskede?« Han var helt rolig, da han spurgte.

Hun virkede forvirret. Hun forsøgte tilsyneladende på en eller anden måde at lukke den dør igen, hun lige havde åbnet.

»De er bekymrede for dig, « sagde Richard Ragnvald til sidst. »Din ... fremtid ... «
» Hvordan kan du vide det ?« Han stod uden at bevæge sig.

» Ivan Ivanovich. « Richard Ragnvald slog en latter op.

» HAM! Hæng dig ikke i, hvad han kan finde på at sige!«
» Kære ven, « sagde hun bønfaldende, »han er din overordnede. Han er oberstløjtnant i tjenesten. Og han sætter pris på dig. Så når han begynder at blive ... bekymret ... « .

»Jeg var ikke engang klar over, at du havde mødt Richard Ragnvald, sagde han lidt skarpt.
» Vær dog fornuftig. Han er en gammel ven af min familie.