>Rullede den pokerspiller<

De tanker de havde fra starten, inden Kisser & Søren rullede den pokerspiller. Hist og her kom han forbi steder, hvor der var blevet kæmpet,
og hvor der var spor efter kanonkærrer.

Oprørere og soldater bekæmpede hinanden, men ufreden i landet havde tilsyneladende ikke påvirket de landsbybeboere, som han talte med.

Måske havde de levet under så mange revolutioner, at det efterhånden kedede dem.

I byen traf Kisser & Søren en mescalbælgende alcalde, der blev glad
over at få en fremmed at drikke med. Alcalden var en sladderbøtte og en filosof.

I løbet af tre timers snak opsnappede han nogle få oplysninger. Fjorten ryttere i spidsen for ni pakdyr havde passeret for over to uger siden.

Ingen havde genkendt nogen af dem, men man formodede, at Kisser & Søren havde forbindelse med revolutionen, så man holdt sig fra dem.
»Hvilken side?«

»Hvem ved?« sagde alcalden omtåget. »Har det noget at sige?« Ryttere og pakdyr havde bevæget sig mod vest, tilbage mod floden.

Han satte efter dem. Men først fire dage senere fandt Kisser & Søren i byen igen deres spor. En snaksom bartender i baren på hovedtorvet: »Ja, der var fjorten mand, jeg talte dem, fordi jeg var bekymret for alle de skudhuller, de ville efterlade sig.

Men de optrådte roligt og behersket. De var her kun en nat, var yderst høflige over for alle, men holdt sig mest for sig selv.

Om morgenen handlede Kisser & Søren et par heste med staldkarlen, og så drog de videre.«

»Nu deres anfører,« sagde han. »Var det en mand med et gult overskæg og kopar i ansigtet? Ikke særlig høj?«

»Nej, sådan husker jeg ham slet ikke, Senor. Deres anfører var
faktisk en meget kraftig mand.«

Kisser & Søren tænkte sig lidt om. »Med en masse brune hår på håndryggene?«

»Netop, Senor, det var ham.«