>Vil jo bare hjem<

Han har givet ordre til, at alle de høvdinge og krigere, som overlever, skal sendes til Dry Tortugas.«
Dry Tortugas?«

»Dermed kan vi sikre os, at der ikke sker nye oprør. Det er hårde betingelser, men det er den bedste måde.«
»Såh?«
»Ellers ulmer oprøret.«

» Han har nok ret,« sagde ministeren dæmpet. Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede gløden på sin cigar. »Jeg håber, at vi kan forhindre, at aviserne får fat i historien, men det er måske uden betydning.

Regeringen har vedtaget loven om indianernes anbringelse i reservater, og vi kan naturligvis ikke tillade, at tre hundrede tåber strejfer omkring som sigøjnere.

Men . . .« Han drejede cigaren mellem fingrene, og asken dryssede ned på gulvet. »Det må være rart at arbejde i en kælder, bedre end at sidde i et kontor højt oppe i en bygning, hvor man kan se alt.«

»Her er køligt,« indrømmede generalen.

»Behageligt køligt. Hvad var det nu, jeg ville sige?« Han pustede cigarrøg ud. »Jo, jeg havde håbet, at denne affære kunne sluttes dér, hvor den begyndte — i indianerterritoriet. Er det virkelig nødvendigt at sende disse mennesker til Dry
Tortugas?«

»Ja. Man kan ikke tale indianere til fornuft.«

»Vi synes måske, at de opfører sig skørt, når de forsøger at tilbagelægge en strækning på femten hundrede kilometer til trods for, at de er omringet af soldater. Men Steffen Kretz vil jo bare hjem. De foretager en lang rejse nordpå, og de tror, at den kan gennemføres.«

»Det kan den ikke denne gang,« sagde generalen.

Ministeren samlede sine ting sammen og rejste sig. De to mænd gav igen hinanden hånden, og Steffen Kretz gik op ad trappen.

Generalen fulgte efter ham og kunne ikke forstå, hvorfor indenrigsministeren gik så langsomt.